Vælg en side

Billigt og stabilt quarts ur eller dyrt og fascinerende mekanisk ur?

I urenes verden skelner man mellem to helt overordnede typer af ure: mekaniske ure og batteridrevne ure. Selve betegnelsen batteridrevne ure beskriver kendetegnet ved den slags ure. Urets værk er drevet af et batteri. De er generelt mere stabile end mekaniske ure og har typisk et såkaldt kvartsurværk, som de fleste moderne batteridrevne ure er udstyrede med. Mekaniske ure er til derimod ure, der drives af optræk. Optrækket kan så enten være manuelt – ved at man drejer på kronen for at trække uret op – eller uret kan have automatisk optræk ved at en fjeder sørger for, at uret trækkes op ved hjælp af bevægelse. Et mekanisk ur med automatisk optræk trækkes altså helt automatisk op bare ved at sidde på armen. I daglig tale vil urkendere omtale den slags ure ved at sige at: det er en automatik.

Kompleksitet og pris til forskel

Mekaniske ure er oftest en del dyrere end batteridrevne. Det er blandt andet fordi, at det kræver mere at producere et ordentligt mekanisk urværk. For at holde prisen nede er langt de fleste ure der lave i dag da også batteridrevne. Køber du et billigt ur til 1.500 kr. eller derunder vil det næsten altid være et batteridrevet kvartsur.

Mange ur-entusiaster har dog en forkærlighed for mekaniske ure. De ved så også, at det koster en del mere at få fat i et ur med et godt mekanisk urværk. Selve mekanikken i uret og håndværket fascinerer folk med interesse for ure. Det er indmaden, der fascinerer. Af samme grund ser mand efterhånden tit ure, hvor man kan se ind til urværket. Det kan enten være med en gennemsigtig bagkasse eller på såkaldte skelet-ure, hvor der ikke er urskive, men derimod frit udsyn indtil urværket. Her har man altså mulighed for at se urværket i aktion.

Andre faktorer der har indflydelse på prisen

Udover typen af ur findes der et utal af kvaliteter ved et ur, der kan have betydning for prisen. Generelt vil hver enkelt særlige kvalitet udover det sædvanlig medføre en højere pris. Det kan være en kvalitet som vandafvisning – alt efter hvor højt et tryk uret kan modstå. Det kan også være om uret har dyrt og holdbart safirglas eller det billigere mineralglas. Derudover har de materialer som urets grunddele er fremstillet i selvfølgelig en betydning. Det er dele som remmen eller lænken og urkassen. Urkassen kan også have en speciel form, som kan være vanskeligere end normalt at fremstille. I senere artikler vil vi komme til at se nærmere på mange af disse kvaliteter, og gå mere i dybden med nogle af alle disse elementer, der kan have betydning for prisen. En teknologi som virkelig kan sende prisen gennem skyerne er såkaldt tourbillon. Det er selvfølgelig også et emne, som vi senere kommer til at dykke nærmere ned i.